Nemme pandekager

Ultranemme hverdagspandekager af kun 2 ingredienser! De er luftige og søde, og uden mel og mælk. Det er så sunde, som den topping du vælger. Her serveret med frosthindbær, hampefrø og lidt agavesirup. 


Det skal du bruge:

  • To bananer
  • Et æg

Det gør du:

Enten bruger du blenderen/stavblenderen eller også moser du først bananerne i en skål og pisker ægger i. Pandekagerne steges på en pande i lidt fedtstof. Jeg bruger kokosolie, da det er stabilt ved høj stegetemperatur og du kan fint bruge kokosolie med smag. Jeg får ca 5-6 små pandekager, som jeg sagtens kan spise selv!

Det er da nemt ikke?

Smoothie bowl

Der tales meget om smoothie bowls i madblogland i øjeblikket. Jeg gætter på, at det er fordi det er ret nemt, sundt og smager fortrinligt. Og så hjælper det sikkert, at smoothie bowlen kan pyntes med alverdens lækkerier, der gør sig godt på fotos.

Jeg nyder ferie i sommerhus i disse dage. Derfor har jeg også lidt ekstra tid at bruge på morgenmaden og så må den gerne give god mæthed, så vi har energi til at arbejde i haven og male hus!

Basen til min bowl er simpel: banan, kokosmælk og frugt. Personligt har jeg præferencer for frosne hindbær i min. Det giver lidt surhed til den søde banan og gør den kold samtidig. Min favorit ser således ud:

Det skal du bruge til 1 portion:

  • En banan
  • 1 dl kokosmælk
  • En stor håndfuld frosne hindbær ca 1 ½ dl
  • 1 spsk chiafrø (kan udelades)
  • ½ spsk lecitin granulat (kan udelades)
  • Valgfrit drys. Ristede græskarkerner, gojibær, avocado, revet kokos, ristede mandler, peanutbutter, acai pulver – muligheder er mange.

Det gør du:

Blend det hele sammen til en cremet konsistens. Fyld en skål (eller bowl!) og pynt med din favoritdrys.

Nu vil jeg gå ud i haven og plante et par træer! Nyd dagen.

Vanedannende brownies

I dag er der jubilæum på felbyen. Dette er indlæg nummer 100 på bloggen!

Det har været en spændende tid for mig det sidste 1 1/2 år, hvor felbyen har eksisteret. Det er en fornøjelse, at få lov til at dele opskrifter og tanker om sundhed med jer. Jeg er så taknemmelig for, at I gider læse med og bliver glad når I tager jer tid til, at kommentere her på bloggen, på instagram eller på facebook. Jeg håber vitterlig, at det har rykket ved jeres hverdagssundhed eller at I bare engang imellem tænker over alternativer til industrielt forarbejdede fødevarer og får øjnene op for whole-foods og mere grønt. Mottoet er stadig, at det skal være nemt. Det håber jeg, at felbyen lever op til. Ellers hører jeg det gerne. I må også meget gerne skrive, hvis I savner noget på felbyen eller noget der skal gøres anderledes. I’m all ears.

I dag vil jeg dele min til dags dato bedste kageoplevelse med jer. Den er selvfølgelig fri for hvidt sukker, mælk og gluten. Må jeg introducere den vanedannende brownie!

Brownies, chokoladekageHvis du laver din egen mandelmælk, står du måske også tilbage med mandelpulp, som du ikke lige ved hvad man skal bruge til. Disse brownies laves med mandelpulp, som bliver tilovers når jeg laver min mandelmælk. Du kan også bruge anden nøddepulp eller du kan mele nødder og bruge i opskriften, hvis du ikke laver nøddemælk.

Kagen kan snyde enhver gluten- og sukkerspiser. Den indeholder dog hverken gluten, mælkeprodukter eller raffineret sukker. Til gengæld er den forbandet vanedannende. Jeg taler af erfaring. Det er en ond cirkel, man begynder på den dag, man laver den første brownie med mandelpulp. For hvad er bedre at nyde til en lun brownie end en kop frisk kold mandelmælk!

Jeg bruger en foodprocessor til denne opskrift, men du kan sagtens mixe den i hånden. Kagen bliver bedst, hvis du bruger æg, der har stuetemperatur og hvis mandelpulpen varmes med kokosolien inden det kommes i dejen. Kagen giver ca. 16 stykker af 5×5 cm.
Brownies, chokoladekage

Det skal du bruge:
4 store æg med stuetemperatur
200 gram kokospalmesukker (lidt mindre kan også gøre det har jeg erfaret)
1 spsk vanillepulver (ikke vanillesukker!)
1/2 tsk salt
110 gram koldpresset kokosolie
170 gram fugtig mandelpulp (eller anden nøddepulp)
90 gram kakaopulver – gerne en mørk af slagsen fx Valrhona 100% kakao
3 spsk kakaonibs eller hakkede nødder til pynt

Det gør du:
Tænd ovnen på 175 grader. Beklæd den kageform du ønsker at bruge med bagepapir.

Pisk æg, kokossukker, vanillepulver og salt sammen til en luftig masse ca 5 min.

I mellemtiden smeltes kokosolien over svag varme – det må ikke bruse eller ryge. Rør mandelpulpen i olien og rør sammen og lad det få lidt varme inden det tilsættes æggemassen ved lave omdrejninger. Tilsæt herefter kakaopulver og rør dejen sammen.

Hæld dejen i den beklædte form og drys kakaonibs eller hakkede nødder over. Bag i ovnen på midterste hylde i ca 20-25 min indtil kagen er mat på toppen, let hævet og dejen er fugtig i midten og ikke klisteret ved gaffel-testen.

Lad den køle. Skær stykkerne ud og gem i en lufttæt beholder uden for køleskabet i op til 3 dage.

Du finder med garanti snart dig selv i færd med at lave næste omgang mandelmælk…

brownies, chokoladekage

Top 5 opskrifter på felbyen

Jeg har luret på statistikken for felbyen og kan se, at I tilsyneladende er ret glade for de søde indlæg på bloggen. Det kan jeg godt forstå. De fylder også meget hos mig.

Det mest populære indlæg er fra besøget på Greeneesminde – det økologiske gartneri. Dernæst er det indlæg, hvor I for en kort stund får tilbudt en samling fx Dittes Morgenmadsmissionen eller Umahros bonusmateriale. Endelig, er der en del aktivitet omkring oil-pulling, som en del af sundhedskategorien.

I dag skal det handle om mine 5 mest populære opskrifter – og ja, der er flest af de søde!

Nummer 1
Chokolademousse uden æg, mælk og sukker er en sikker vinder hos jer. Det er der ikke noget at sige til. Den er utrolig nem at lave, tager ingen tid og smager tilfredsstillende og fyldigt. Ja tak send mig til opskriften.Chokolademousse
Nummer 2
På andenpladsen kommer nem og forfriskende hindbær- og lakridsis. Den hittede mest hen over sommeren. Men jeg er sikker på at I nok skal kaste jer over den til sommer igen. Den må jeg bare prøve.

IMG_2456

Nummer 3
Endnu en is-dessert pryder på tredjepladsen. Det er chokoladeis uden mælk og sukker. Den er både cremet og mild og smager lidt af banan, så det skal man selvfølgelig kunne lide. Kan du lide chokoladeis, så se mere her.Chokoladeis

Nummer 4
Denne her overraskede mig meget. Det er rødbede-detoxeren, som for alvor har sat gang i jeres blendere. Den falder jo uden for kategorien i top 5 må man sige, og så har den tilmed en ret speciel smag for en detox-smoothie at være. Det glæder mig dog, at I har taget den til jer og det må betyde at I vil både det sunde og det søde. Beet-me-up Scottie!

Rødbede-detoxeren, rødbedeNummer 5
Den sundere version af den fabelagtige nutella er, med kun et par uger på bagen, strøget direkte ind på top 5 listen. Jeg er sikker på at den nok skal få et langt liv på top 5 listen fremover. Nutellaen smager godt og den kan spises med ro i sjælen, fordi du ved hvad der er i ingredienslisten. Og der er langt flere hasselnødder end de 20 nødder, der går til et almindeligt glas nutella. Send mig videre til den ultimativt sundere version af nutella.Nutella, nøddecreme, chokocreme

Næste indlæg bliver indlæg nummer 100 på felbyen! Det skal fejres. Jeg tænker noget med en sød, svampet brownie, som nok skal ryge ind på top 5 asap 🙂 God weekend til jer alle sammen.

Fabelagtig sund(ere) nutella / nødde-chokocreme

Nutella, nøddecreme, chokocremeJeg er Nutella-fan. Eller det vil sige, hvis det bare tilnærmelsesvis smager af chokolade, så er jeg solgt. Og det bliver ikke værre af, at man tilsætter ristede hasselnødder.

Men da jeg læste, at et glas Nutella kun indeholder 20 hele hasselnødder kunne jeg jo godt se, at det slet ikke er så sundt, som jeg ellers havde forsøgt at bilde mig selv ind. Bevares. Nutella påvirker godt nok kun dit glykæmiske indeks med 33, men helt ærligt, når der kun er 20 (20!!) hasselnødder i et glas, ja så må der være tilsat en masse andet for at få fyldt det ud. Og kan du gætte hvad hovedingrediensen i Nutella er? Du har sikkert svaret rigtigt – sukker!

Sugar, vegetable oil, hazelnuts (13%), cocoa powder (7.4%), non-fat milk solids, emulsifier (soy lecithin), flavour (vanillin)

Ingredienslisten for Nutella ser ud som angivet oven for. Du kan regne med, at når du læser en ingrediensliste, så er den listet efter den mængde, som ingrediensen indgår i produktet. Dvs. jo mere sukker, der er i produktet, jo længere fremme på ingredienslisten vil du finde det. Producenterne er ved lov forpligtet til at stykke deres ingrediensliste sådan sammen. Og heldigvis, for så kan du altid tjekke efter her, hvis du falder for markedsføringen på etikken. Det samme gælder i øvrigt for cremer og kosmetik.

For Nutellas vedkommende er hovedingrediensen altså sukker. Rafineret hvidt sukker. Dernæst vegetabilsk olie, som kan være alt fra solsikkekerneolie til vindruekerneolie – begge meget lave på de gode omegaer og med ringe værdi for kroppen. For visse personer kan “dårlig” olie give inflammation i kroppen og tilmed hudproblemer. Så for mig er Nutellas ingrediensliste altså ikke optimal.

Nåh, men nu til årsagen til at du læser dette: Sundere nutella! Behøver jeg at sige, at hovedingrediensen i denne opskrift er hasselnødder! Jep. Tjek ingredienslisten neden for og bedøm selv hvilken nutella/nødde-chokocreme du helst vil sætte tænderne i. Jeg er ikke et sekund i tvivl.

Jeg er glad for, at nettet flyder over med foodies, som glædeligt deler ud af deres opskrifter. Til denne opskrift har jeg fået inspiration Stinna, men har modificeret til mit behov og husholdning.

Nutella, nøddecreme, chokocreme

Det skal du bruge:
200g hasselnødder
60g god mørk chokolade (du kan køre ren 70% eller 85% eller blande)
1 dl kokosmælk
5 tørrede dadler
1 spsk kokosolie
¼ tsk salt

Det gør du:
Kom hasselnødderne på en bageplade og bag dem i ovnen, til de er gyldne. Ca. 150 grader i 10 min.

Mens hasselnødderne er varme, kommes de i vitamixen (eller foodprocessoren) med skræl og det hele. Blend nødderne til de er hakket til mel og samler sig. Tilsæt efter 1 spsk kokosolie og blend til det hele til en cremet nøddemasse.

Smelt chokoladen langsomt (den må ikke brænde på eller koge). Og i mens tilsætter du salt og dadler til nøddemassen og blender videre. Når massen er ensartet tilsætter du kokosmælk og den smeltede chokolade. Hvis du har en vitamix behøver du faktisk ikke at smelte chokoladen. Varmen fra omdrejningerne og nøddemassen smelter hurtigt chokoladen.

Juster efter din egen smag og tilsæt evt. flere dadler, chokolade eller salt.

Opbevar på rene glas i køleskabet i op til en uges tid. Men det holder nok ikke så længe…

Nutella, nøddecreme, chokocreme

Luftige pandekager uden gluten og mælk

Pancakes, pandekagerHvis I ikke allerede har gættet det, så er jeg vild med morgenmad – vild siger jeg!!

Det er det første jeg tænker på, når jeg står op om morgenen. Faktisk tænker jeg allerede på det, når jeg ligger i sengen… hvad har jeg lyst til… koldt, varmt, sødt, salt, surt. Noget der kan drikkes, spises med ske eller kniv og gaffel. Noget med grønt, frugt, æg eller brød. Valgmulighederne er uendelige. Gudskelov for det!

Luftige pandekager

Denne opskrift er min nye favorit til weekendhyggen, når det gerne må være lidt sødt. Pandekagerne bliver svampede og luftige, og så er opskriften “David-godkendt”.

Dejen skal ikke hvile (imodsætning til almindelig pandekage-dej), så det er nemt at lave lige når du vil. Faktisk skal du bruge dejen med det samme, da kokosolien i dejen ellers vil få den til at stivne og dermed vil være lidt svær at få ud på panden.

Pancakes, pandekagerDet skal du bruge (ca 5 stk):
3 æg
3 spsk kokosmælk
3 spsk kokosolie (smeltet)
3 spsk groft kokosmel
1 spsk kokosfibermel
1/4 tsk salt
1/2 tsk bagepulver
Du kan evt. tilsætte lidt vaniljepulver, lidt sirup eller kokospalmesukker, hvis du ønsker pandekagerne sødet.

Det gør du:

Smelt kokosolien langsomt på panden, som du alligevel skal bruge til at lave pandekagerne på – så er den også klar til brug!

Blend alle ingredienserne sammen – jeg bruger en stavblender her. Tilsæt evt. mere kokosmælk, hvis dejen bliver for fast.

Bag pandekagerne ved lav varme, så de får en gylden skorpe og ikke bliver brændt – ingen kan lide brændte pandekager!

Pynt med bær, smør og sirup eller hvad du craver her til morgen. pancakes, pandekager

Knækbrød

Sprødt knasende knækbrød uden gluten. Det er nemt, smager godt og kan gemmes i flere dage, så man altid har lidt at hive frem til et mellemmåltid.

IMG_9447

Der findes mange variationer af knækbrød. Dette er glutenfrit og uden sukker. Og så er æggene også fjernet. I stedet bruger jeg chiafrø. Superfrøet, som er utrolig rigt på omega3 og som har den fantastiske evne, at det bliver til gele, hvis man rører dem op med vand. Gelen kan erstatte æg i mange retter – særligt bagværk. Men du kan sagtens bruge æg i stedet for chiafrø i din opskrift.

IMG_9444

IMG_9446

Det skal du bruge:
1 dl chiafrø
2 1/2 dl vand
1,5 spsk loppefrøskaller
2 dl sesam (eller blandet med hørfrø)
1,5 dl græskarkerner
1 dl solsikkekerner
1 tsk salt
Evt. krydderier fx timian, rosmarin eller fennikelfrø.

Det gør du:
Tænd ovnen på varmluft 150 grader.

Rør chiafrø sammen med 2 1/2 dl vand sammen. Lad det stå i ca. 10 minutter til det er blevet gele. Vend gelen med afmålte kerner, frø, salt og loppefrøskaller. Rør godt rundt og lad evt. hvile i 5 minutter.

Smør massen ud på en bagepapirbeklædt bageplade – det er nemmest at bruge en dejskraber. Jeg forskærer mine knækbrød inden bagning – så er de nemmere at brække ud i lige stykker efterfølgende.

Bag i ovnen i ca. 45 min. Lad køle helt ned før du pakker dem sammen.

Brug knækbrøddet naturel til madpakken eller server det, som her, med smør og hasselnøddecreme (nøddesmøret skal I nok få en opskrift på snart – den var overraskende god!). Jeg bruger knækbrødet både som morgenmad og eftermiddags- og aftensnack. IMG_9449

IMG_9451
IMG_9445Tip
Du kan også erstatte sesamfrø med hørfrø eller dele af det. Jeg har undladt at bruge hørfrø her – og vil også reducere brugen fremadrettet – da jeg er blevet opmærksom på, at hørfrø er en af de fødevarer med højst xenoøstrogen – planteøstrogen. Hvad det betyder kan du læse mere om i næste opslag.

OBS
Bruger du æg i stedet for chiafrø, skal knækbrødet bages færre minutter og vær opmærksom på, at det smuldrer mere.